Ikoniske danske designbrands indgår strategisk samarbejde

Carl Hansen & Søn og uno form indgår et nyt strategisk samarbejde, når de to danske designvirksomheder går sammen om at promovere dansk design internationalt.

Møbelvirksomheden Carl Hansen & Søn er gået sammen med køkkenproducenten uno form for i samarbejde at promovere dansk design internationalt. Fremover vil man derfor både kunne se og købe Carl Hansen & Søns møbler i udvalgte uno form køkkenstudios, og man vil kunne opleve uno forms snedkerkøkkener i udvalgte Carl Hansen & Søn flagship stores globalt.

Første synlige bevis på det nye samarbejde er Carl Hansen & Søns flagship store i Gelsted, hvor også virksomhedens produktion har til huse. Her har uno form leveret køkkener fra deres ikoniske Classic kollektion, som er kendt for de karakteristiske lamelskuffer, samt den nye Copenhagen Collection, der er kendetegnet ved et minimalistisk udtryk med synlige fingertapsamlinger. Næste skridt bliver etablering af køkkener i Carl Hansen & Søns flagship stores i München og New York.

Carl Hansen & Søn og uno form har begge lange og traditionsrige historier bag sig og er solidt funderet i det danske møbelhåndværk. Carl Hansen & Søns historie går tilbage til 1908, hvor CEO Knud Erik Hansens farfar grundlagde et lille møbelsnedkeri i Odense, som i dag er vokset til 50.000 m2 produktion på Fyn og over 600 ansatte globalt.

uno form blev etableret i 1968, da Arne Munch forenklede opfattelsen af godt køkkendesign og fra sin kælder i Kgs. Lyngby skabte Classic-serien, som forener de stolte danske traditioner for håndværk og design i en tidløs designklassiker. uno form er i dag et af Danmarks stærkeste køkkenbrands med køkkenstudier i hele landet samt i Norge, Sverige og Belgien.

Peter Bisgaard, salgsdirektør hos uno form, udtaler:

”Ikke blot har vi begge udsøgt design, kompromisløs kvalitet og gennemført håndværk øverst på dagsordenen. Vi stræber også begge efter at skabe oplevelser, der er tilpasset den enkeltes behov, og som udmærker sig både i udførsel og materialer, så de gennem årtierne blot bliver smukkere og får mere personlighed. Når vi præsenterer vores produkter side om side, løfter det begge vores brands, og understøtter fortællingen om den danske tradition for design og håndværk."

Knud Erik Hansen er ligeledes begejstret for samarbejdet og siger:

”Carl Hansen & Søn har meget til fælles med uno form – lige fra øjet for de små detaljer som fingertapninger, og til den funktionalistiske tilgang til design, hvor alt er skåret ind til benet. uno forms køkkener fungerer som møbler i sig selv og komplimenterer derfor vores kollektion perfekt. Det giver derfor rigtig god mening at samarbejde, så vi i fællesskab kan få udbredt kendskabet til dansk design yderligere.”