Huset var i meget dårlig stand og opdelt i to lejligheder, og det krævede derfor en større ombygning at skabe en herskabelig bolig med et moderne udtryk – samtidig med at charmen og de gamle detaljer blev bevaret. Køkkenet på første sal blev fjernet og forvandlet til et større badeværelse, en 80’er bue mellem kontor og soveværelse blev udskiftet med en fransk dobbeltdør, og i stueetagen blev fire små rum – et toilet, et lille køkken og to små værelser - lagt sammen til ét for at skabe et stort og hyggeligt køkken-alrum.

Familiens yndlingsrum

Køkken-alrummet er det rum i huset, som Kinne holder allermest af. ”Det er både funktionelt, smukt og hele familiens samlingssted. Her bruges der mange timer på at tegne, male, spise, hygge og snakke sammen”. Kinne og Jonas valgte et uno form Shaker køkken i farven Stone Grey med messingdetaljer og marmorbordplade, der passer til husets indretning og stil.

Kinnes far fik ideen til at sætte messing på soklen under køkkenelementerne. Det matcher messinggrebene flot og skaber elegance og varme i rummet.

Spisebordet har Kinnes far lavet af egetræer, som han har fældet ved familiens sommerhus, Ved siden af spisebordet står et metal vitrineskab fyldt med bl.a. fine, gamle krystalglas, som Kinne har arvet fra sin mormor.

”Ved at indrette med kontraster som industrielt metal og fine krystalglas og kombinere klassisk dansk design, der holder længe, med fine vintagefund og farver i forskellige afdæmpede nuancer som beige, grå, lysegul, brun og lyserød får hjemmet personlighed, siger Kinne. 

Det vil Kinne ikke undvære i køkkenet ...

Køkkenets herskabelige udtryk og den fine sammenhæng mellem køkken-alrummet og stuen er Kinne særligt glad for. Og så er køkkenøen ideel til anretning, når familien har gæster. 

Kinne kan ikke undvære sin Quooker og bordpladsen, der betyder, at hele familien kan være med til madlavningen. "Og så er det en ekstra bonus, at køkkenet er praktisk og nemt at holde rent med to små børn", siger Kinne.  

Sarte toner

I trappeopgangen blev der kæmpet med at hive slidt linoleum af for at få det originale gulv frem. Kinne har malet den nederste del af væggen lyserød, og det lyserøde panel giver et overraskende udtryk og en flot kontrast til de andre rum, som primært er holdt i afdæmpede farver.

Parrets seneste store projekt var at få gravet kælderen ud for bedre at kunne udnytte de ekstra kvadratmeter til et lækkert vaskerum og indrette et nyt badeværelse på 2. sal.

Mere information



Her bor

Kinne Andersen, seniorspecialist hos Nykredit, Jonas Kofoed Larsen, Investment Manager AIP og børnene Filippa og Carlo

Hvor

Rækkehus fra 1893 i Komponistkvarteret på Østerbro

Følg med på

@kinneandersen