Vinopbevaring i snedkerkvalitet – skræddersyede vinrum og vinkældre
Vinens verden er magisk, og med passionen for vin er vinkælderen gået fra at være et mørkt opbevaringsrum i kælderen til at blive en integreret del af boligen.
De senere år har vi oplevet en stigende interesse for at integrere vinskabe i køkkenet, indrette vinrum med flere vinskabe eller indrette en dediceret vinkælder. Akkurat på samme måde som vi også har set garderoben udvikle sig til et selvstændigt rum i boligen i form af en eksklusiv walk-in garderobe med skræddersyede løsninger i eg, røget eg eller valnød.
NYHED
uno form Wine Collection
Med den store interesse for vin, har vores kunder længe efterspurgt løsninger til vinrum i samme høje kvalitet og med de gennemtænkte detaljer, som de i forvejen kender fra uno forms sortiment. Det har derfor været et naturligt skridt at introducere en kollektion til opbevaring af vin, der spænder fra en komplet vinkælder til stilfuld vinopbevaring i køkkenet.
Den nye Wine Collection har sit udgangspunkt i uno forms klassiske skabskorpus, og det skaber perfekte muligheder for at kombinere åbne vinreoler med skabe fra Classic, Copenhagen og Avantgarde kollektionerne. Det giver mulighed for at skabe unikke og personlige udtryk, som både har en tydelig reference til - og designmæssig sammenhæng med - køkkenet og vores eksklusive Wardrobe Collection.
Fleksibilitet - fra den lille samling til den store vinkælder
Med den nye Wine Collection kan vi tilbyde en skræddersyet løsning til vinopbevaring, der imødekommer ethvert behov, uanset om det er det lille vinrum under trappen eller en stor vinkælder til tusindvis af flasker.
Med det geniale system, kan du kan sætte alle de vinhylder ind, du vil. Du kan kombinere vinhylderne med klassiske vinkryds, der rummer op til 40 vinflasker og skråtstillede hylder til flasker on-display.
Der er naturligvis mulighed for at montere lys i de skråtstillede vinhylder, så du kan skabe den rette stemning og belysning i vinkælderen.
Den åbne vinopbevaring kan kombineres med vinskabe fra fx Gaggenau og Miele, med Copenhagen skuffer eller skabe fra Classic, Copenhagen og Avantgarde kollektionerne, så du fx kan integrere en vask i vinkælderen. Over bordpladen kan der monteres hylder, hvor du samtidig kan hænge dine vinglas.
Træ i unikke kombinationer
Hvert vinrum er skræddersyet med træ som det bærende materiale. Udviklingen af keramiske plader i store størrelser har dog givet os muligheden for at tilføre helt unikke udtryk som en del af løsningen.
Kombination af ægte træ – i eg, røget eg eller valnød – og unikke stenpaneler, tilsat ædle metaller i form af en messing- eller kobberbordplade, skaber unikke mesterværker.
Ekspertens anbefalinger
Den ultimative guide til korrekt opbevaring af vin
Vinens verden er magisk, og der venter unikke smagsoplevelser til den tålmodige, når en korrekt opbevaret vin hældes i glasset. ”Jeg dufter altid først til proppen. Der vil nemlig altid være variation i vinene, selv mellem fx 10 vine fra samme hus og samme årgang. Lægger du 10 identiske vine i kælderen, og der iltes 1% mere luft gennem korkproppen i den ene flaske, udvikler vinene sig forskelligt. Vinene vil også udvikle sig forskelligt efter, om det er første most eller den sidste most, der er brugt. Det er en essentiel del af vinens magi,” siger Per M. Pedersen.
Den rigtige temperatur
Når man taler temperatur, er det vigtigt at skelne mellem, om vinen skal gemmes i kort eller lang tid. Temperaturen er primært vigtig, hvis vinen skal ligge i rigtig mange år.
Jeg vil anbefale, at opbevare de gode vine, der skal gemmes længe, ved 12-14 grader. Langt de fleste af mine kunder opbevarer vinen ved 14-17 grader, hvor rødvinen har en fin serveringstemperatur. Ved den temperatur træder alkoholen samtidig mindre i karakter, så man bedre kan dufte frugten i vinen.
Modning vil ske hurtigere eller langsommere afhængig af temperatur. Det er ikke så vigtigt, om det er 14, 16 eller 18 grader, men over 19,5 grader tvangsmodnes vinen, og resultatet bliver ikke det samme. Noget af det værste er at have vinen liggende oven på overskabene i køkkenet ved 22-24 grader i længere tid. Ved en temperatur over 19,5 grader kan vinen godt ligge 2-3 år, men ikke 10-15 år.
Beskyt vinen mod sollys
Hvis du ønsker den bedst tænkelige oplevelse med dine vine, skal du undgå sollys.
Direkte sol er noget af det værste, man kan udsætte vinen for, så overvej at sætte film på dine vinduer, hvis der kommer sol ind i dit vinrum.
Den rette luftfugtighed
Hvis det er vin, der skal ligge i mange år, skal du være opmærksom på luftfugtigheden. Der er en høj luftfugtighed inde i flasken, så hvis vinen ikke opbevares i et usædvanligt tørt miljø, er der kun en lille risiko for, at propperne tørrer ud. Hvis korkproppen er i god stand, gør det ingen forskel, om flasken står op, ligger skråt eller ligger ned.
Og når nu vi er ved det med propper, så er brugen af kork til vinpropper overvejende forbundet med traditioner og århundreders historie. Nogle af verdens dyreste champagner ligger med en prop, der ligner en ølkapsel! Så om man sværger til korkpropper eller skruelåg er mere en personlig præference.
Vinskabe
Interessen for vin, både som hobby og investering, er stor, og korrekt opbevaring af de gode flasker er essentiel for at bevare vinens smag, karakter og værdi. Med et vinskab fra Gaggenau eller Miele får du opbevaringsforhold, der beskytter dine fineste og mest værdsatte vine, der skal gemmes i mange år.
I Gaggenaus Expressive vinskabe kan du lagre din vin i tre temperaturzoner, hvor de to er med automatiske tempereringsprogrammer. En god løsning, hvis du serverer vin direkte fra vinskabet. På den måde er din hvidvin altid perfekt tempereret til fx 10 grader, rosévinen tempereret til fx 12 grader, mens dine rødvine er tempererede til fx 14 grader, når du skal bruge dem.
Vinskabets uafhængige klimazoner sikrer stabil temperatur, og de aktive kulfiltre i hver klimazone sørger for konstant luftrensning. Flaskerister er lavet af egetræ, der hylder selve vinfremstillingens arv, og de mørkere toner af rustfrit stål og massiv aluminium i antracit skaber smukke rammer for vinene i skabet.
Lad os hjælpe dig med at skabe et magisk univers til opbevaring af dine gode flasker, uanset om det er i en vinreol, et vinrum eller en vinkælder.