Kerteminde Resort
Kerteminde Resort Classic snedkerkøkken
Kerteminde Resort
Kerteminde Resort master bedroom
Kerteminde Resort bad
Kerteminde Resort facade

Kerteminde Resort

Beliggenheden et stenkast fra Kerteminde Nordstrand, en indretning hvor der er tænkt luksus ind i alle detaljer og nærhed til både golf, kultur og gastronomiske oplevelser i topklasse gør Kerteminde Resort til noget helt særligt.

De 24 eksklusivt designede ferieboliger med panoramaudsigt over stranden og Kerteminde Bugt opfylder boligdrømmene for de fleste. Tanken bag projektet er, at boligen skal fungere som din egen private hotelsuite. Derfor er der tænkt luksus ind i alle detaljer, og boligerne er indrettet i en afslappet nordisk stil, der skaber en perfekt sammenhæng mellem inde og ude.

Fra de tidligere forårsmåneder kan solen nydes på altanen, og når Lacuna foldedørene mellem terrassen og stuen er foldet sammen, er der fem meter fri panoramaudsigt over havet fra stuen. Udsigten kan også nydes fra boligens master bedroom, der er udstyret med glasfoldedøre mod stuen, så det er muligt at nyde havluften og solopgaven i øst uden at stå op af de eksklusive elevationssenge fra den lokale Kerteminde virksomhed, Moonbeds.

Samtlige ferieboliger er udstyret med et snedkerkøkken i eg fra uno form. – I valget af køkken har vi lagt vægt på, at det skal være et eksklusivt, skandinavisk design, der kan leve i ferieboligen mange år frem. For mig er ”moderne” ikke en kvalitet, da det ofte virker forældet efter få år. Derfor er valget faldet på uno form og den karakteristiske Classic-model – en klassiker, der altid kan begå sig og som er garanti for bæredygtighed, fordi lang levetid minimerer forbruget af naturens ressourcer, siger bygherre Kurt Enevoldsen. Classic designet går igen i boligens to badeværelser, der også er udstyret med toilet og armaturer fra Alessi.

Golf og gourmet

Køkkenet er perfekt afstemt i farver og stemning i forhold til stuen, som det ligger i forlængelse af. Dermed er der skabt en ramme, hvor familie og venner kan nyde hinandens selskab, også i forbindelse med madlavningen.

Der er dog også masser af muligheder for at holde ferie fra madlavningen, for Kerteminde byder både på smagfulde gourmetoplevelser på Rudolf Mathis, smuk arkitektur på restaurant Great Northern, hygge i Lulu’s Cafe & Boutique ved renæssancehavnen eller på en af de lokale gårdbutikker i Kerteminde, der leverer råvarer til flere af de bedste gourmetrestauranter i Danmark. Om foråret og sommeren byder Røgeri Hindsholms lille trattoria fx på udeservering af røgeriets delikatesser.

Også udenfor sæsonen venter der masser af oplevelser, uanset om man ønsker at kaste sig over vandsport, vinterbadning eller vandreture. Hvis det kolde gys ikke virker tillokkende, er der mulighed for en eksklusiv spa-oplevelse på Great Northern Spa, der sætter nye standarder for design, spa innovation og luksus.

Der er tænkt på fremtiden

Projektet, der er udviklet af Kurt Enevoldsen, består af 24 ferieboliger fordelt på seks bygninger. Med en udvendig beklædning af facadespån i akacietræ, der patinerer smukt i en grålig nuance og er vedligeholdelsesfrit i op til 100 år, falder husene naturligt ind i de maritime omgivelser tæt på stranden og Kerteminde Marina.

Med en kystnær beliggenhed er der tænkt fremtidig klimasikring ind i projektet, og lejlighederne er derfor bygget, så de kan hæves, hvis vandstanden stiger. – Det er klart mere bæredygtigt, at lejlighederne kan ændres med klimaet i stedet for at blive revet ned, fortæller Kurt Enevoldsen og supplerer, at lejlighederne indgår i et større miljømæssigt projekt for Kerteminde Resort og Kerteminde Camping, hvor der er fokus på solceller, jordvarme og biodiversitet.