Rent, smukt og naturligt

Naturen repræsenterer det enkle og smukke - men samtidig forbinder vi også naturen med en konstant proces og udvikling.

Det samme gælder det naturmateriale, der er det mest anvendte i moderne, nordisk køkkenproduktion - nemlig træ. Træ lever og vokser. Derfor er der heller ikke to stykker tømmer, der er ens. Der er også variationer i det træ, vi anvender i køkkenindustrien. Ikke i kvaliteten, der altid er nøje udvalgt, men i nuancer, farver og mønstre. Sagt med andre ord: Når vi designer et køkken, designer naturen også sin del.

Lysets påvirkning

Træ er et meget påvirkeligt materiale, der reagerer på påvirkninger fra omgivelserne. Træets farve og nuancer forandrer sig både, når træet påvirkes af lyset og når træet modnes. Lyset falder ikke på samme måde over alt i køkkenrummet, hvorfor det heller ikke er alle dele i et trækøkken, der udvikler sig i samme takt eller retning. Og det er heller ikke meningen.
Mange materialer bliver blot slidte, hvorimod træ fortsætter med at blive forædlet og får mere og mere personlighed år efter år.

Træ er unikt

Når man har valgt at leve med træ, har man også valgt de små forskelligheder og naturtræets udvikling. Måske er det netop derfor, at man overhovedet har valgt træet som materiale. Det betyder også, at man i mange år fremover kan glæde sig over at kunne omgive sig med et levende naturmateriale.