unoform

Produktions-
medarbejder

Det skal bare være i orden
Per Carlsen arbejder på uno forms fabrik i Farsø, hvor han bl.a. sørger for, at alle dele til et nyt køkken bliver pakket til kunden.

Lange lister bliver nærlæst af Per Carlsen. Han skal nemlig sørge for at pakke hylder, sokler, bestikindsats og alle andre dele, der hører til det enkelte uno form køkken.

”Hvis jeg undrer mig over noget på pakkelisten, så forhører jeg mig i stedet for bare at trække på skulderen og pakke videre. Når en familie køber et uno form køkken, så er der grund til at forvente, at tingene bare er i orden. Derfor dobbelttjekker jeg,” fortæller Per Carlsen, som senest har været ansat i 10 år.

Faktisk er det tredje gang, at 54-årige Per Carlsen er ansat hos uno form. Oprindelig er han butiksuddannet.

”Jeg er vendt tilbage, fordi uno form er en rigtig god arbejdsplads, hvor alle gør sig umage for at udføre et godt stykke arbejde. Vi har en fælles stolthed over produktet og det fine håndværk, som ligger bag, siger Per Carlsen.

I produktionen bliver der arbejdet med en høj grad af selvstændighed i de forskellige teams, og medarbejderne kan udfylde flere jobfunktioner. Det giver afveksling og fleksibilitet i hverdagen.

”Vi hjælper hinanden, og alle kender hinanden. Det giver en høj grad af ansvarsfølelse, som nye i virksomheden hurtigt bliver en del af. Hvis man ikke er ærekær med sit arbejde, ja, så er det ikke her, man skal være,” siger Per Carlsen.